For ca. 5 år siden, begyndte Maquiladora-fabrikkerne at dukke op over alt, der lå en fabrik tæt på landsbyen, Xococ.  Arbejderne på fabrikken kom fra denne landsby. Det var for det meste kvinder med børn, uden en mand og uden den store uddannelser. En del af mændene i landsbyen var rejst nordpå, for at tjene penge til familien. Kvinderne arbejdede på fabrikken 10 timer om dagen og tjente ikke mere en 5$. Alle kvinder der skulle ansættes på fabrikken skulle testes for graviditet, fordi fabrikken ikke ville tage ansvar for hvis kvinderne fik deforme og vanskabte babyer.

Fabrikken producerede fx batterier til store amerikanske biler. Der var flere forskellige arbejdsområder på fabrikken, vi snakkede med en kvinde ved navn Veronica Lopez, 31 år, som havde arbejdet på fabrikken i næsten 2 år. Veronica bor i landsbyen, med sine børn, hun har ikke råd til at sende sine børn i skole, så de ældste hjalp til på fabrikken. Veronica og hendes ældste børn kunne tilsammen tjene 2500$ på et år, hvilket var lige nok til at de kunne klare sig.
De mødte på fabrikken præcist kl. 07.15 og fik fri kl. 18.30, hvis ikke de var overarbejde. I løbet af en arbejdsdag fik de 45 min frokostpause og kl. 15.30 fik de 10 min pause.
En dag lukkede fabrikken uden varsel, ingen af arbejderne forstod hvorfor. Fabriks døren var låst, så alle de ting de havde på fabrikken, kunne de ikke få fat i. Fabrikken var blevet lukket fordi ejeren syntes at de arbejdende var for dyre i drift, derfor ville ejeren flytte fabrikken til Indonesien.

Da Veronika stadig arbejdede på fabrikken arbejdede hun i loddeafdelingen, med en masse kemikalier. De samme kemikalier som fabrikkerne sendte ud i floderne. For omkring 8 år siden var floden i Xococ ikke spor forurenet. Nu kalder børnene i byen den for den stinkende Ginkomund.

Der sorte får i denne tragedie er direktøren for Maquiladora fabrikkerne, senor Leonardo Guzman. Ifølge nogle af hans ansatte beskriver ham som, meget striks og så er han ret aggressiv.  De ulykker der skete på fabrikken, hvor folk blev vansirede og delvis invalide, var Guzman fuldstændig ligeglad med. Han pressede sine ansatte til at arbejde hurtigere og hårdere, selvom de ikke havde nogen uddannelse i det de arbejdede med.

Da fabrikken blev lukket, så arbejderne at der hang strække flag i vinduerne, selv om ingen havde snakket med fagforeningen om det.  På grund af denne strække kunne arbejderne ikke få deres aftrædelsesløn. I Mexico er der ikke mange troværdige fagforeninger,

 80-90 % af dem alle, falder ind under kategorien ”spøgelsesfagforeninger”. Spøgelsesfagforeninger kontrollere arbejderne i stedet for at forsvarer dem.  Meget andet end floden i Xococ er forurenet og sygt. Der er udbrud flere sygdomme i området og så sent som sidste år udbrød der tuberkulose i landsbyen. Mange fra fabrikken har eller har haft bly forgiftning. Veronikas søster lider stadig af blyforgiftning, hun er nødt til at tage radioaktive piller mod de små sorte prikker på hendes lunger. Lægen sagde at det var fordi hun arbejdede ubeskyttet dvs. uden handsker og maske. En anden kvinde fik at vide at hun skulle stoppe på fabrikken, ellers ville hun få koldbrand i foden pga. de kemikaliedampe hun arbejdede i.

Jeg opsøgte direktører for Maquiladore- fabrikkerne, Señor Leandro Guzman, for at spørge ham hvorfor og hvordan han kunne være så ligeglad med hvad hans fabrik gjorde ved dens omgivelser.

Da jeg konfronterede ham problemerne, kunne jeg mærke at ville blive en hård nød at knække.  Det handlede om, at bruge min viden korrekt.  Til at starte med sad han bare der i sin stol og virkede total ligeglad, men da jeg konfronterede ham med de seriøse konsekvenser af det hans fabrikker havde gjord ved landskabet, blev urolig. Han havde igen anelse om hvor jeg havde al den viden fra og han blev nervøs.  Endelig var jeg færdig. Jeg gik lettet ud af døren, jeg havde fået svar på alle mine spørgsmål.

Det virkede som om han havde forstået mit budskab. Havde han åbenbart ikke. Nu sidder han et sted i USA.