I det nordlige Mexico findes landsbyen Xococ, en såkaldt colonia - en landsby med improviserede huse og med mangel på rent vand, elektricitet, asfalterede veje og kloaker. Det er hovedsagligt unge kvinder og deres børn, der bor i samfundet. På højsletten over landsbyen, ligger der 7 store fabrikker, og netop disse er grunden til, at kvinderne kommer dertil. Fabrikkerne kaldes Maquiladoras og laver batterier til dyre biler fra USA. I det daglige arbejder arbejderne ti timer i træk med 55 minutters pause spredt ud på to gange. Kvinder og børn arbejder 6 dage om ugen, og for en af disse dage modtager de 5 dollars, selvom de konstant arbejder med giftige kemikalier. Selvom arbejderne ikke havde forventet det, hang der pludselig et Lukke-skilt på en af dørene på en af fabrikkerne. Veronica Lopez, en forhenværende arbejder på den nu lukkede fabrik, fortæller, at de endnu ikke har fået noget af de fire måneders aftrædelsesløn, de har krav på. Den fagforening, som arbejderne er medlem af, strejker, og derfor kan de ifølge loven ikke få deres løn. Arbejderne har prøvet at tage kontakt til fagforeningen for at få dem til at stoppe med at strejke, men fik ikke svar på noget. Det viser sig, at lederen af fagforeningen er fætter til Maquiladoraens forhenværende direktør, Leandro Guzman. Dette fører os til de såkaldte Spøgelsesfagforeninger, som tilbyder beskyttelse til arbejderne og lader som om de forsvarer deres rettigheder og ender med at gå bag om ryggen på dem, for at lave aftaler med de overordnede, der udnytter arbejderne. Ligesom disse fagforeninger ikke gør noget ved lønnen, gør de heller ikke noget ved kemikalierne, som de talrige Maquiladoras udsender i floden. Giften gør floden udrikkelig og stanken ulidelig. De lokale bliver ofte alvorligt syge, på grund af det forurenede vand i floden; så sent som sidste år, var der et tuberkulose-udbrud i Xococ. Folk blev rigtig syge og mange af dem kunne ikke arbejde i flere måneder. Derudover føder flere og flere kvinder i Xococ dødfødte babyer eller deforme børn, der dør kort efter fødselen. Den lokale Veronica Lopez´ søster har fået arbejdsrelateret blyforgiftning for et år siden og må stadig tage radioaktive piller for at fjerne de kræftlignende prikker på hendes lunger. En anden, der arbejdede på den nu lukkede fabrik, fik svampeinfektion på hendes fødder, men hun havde desperat brug for pengene, så hun blev ved med at arbejde. Det førte til, at hendes fødder lugtede mere og mere og der dannede sig åbne sår, så hun blev nødt til at stoppe. Og for at sætte prikken over i´et, står det klart, at fabrikkens ansatte har været udsat for en række arbejdsulykker, der skyldes mangel på oplæring og opsyn. Når man ser på den uendelige række af problemer og den håbløshed, der tilsyneladende hænger så tungt over Xococs befolkning, er det så meget desto mere beundringsværdigt, at de bliver ved med at holde fast i, at Gud har givet dem et godt liv. Og netop denne tro på Gud er højst sandsynligt hvad der bærer dem igennem.